LUFTFORURENING: Resultat af EU-afstemning om nye regler for luftforurening (Foto: EU)

Danmark forsøgte at svække EUs indsats mod luftforurening

Sammen med blandt andet Polen og Rumænien forsøgte Danmark at forhindre ny og forbedret EU-indsats mod luftforurening.

16. december 2016

Den nye danske regering nåede ikke at leve mange dage, for der kom et kulsort miljøpolitisk udspil. Det skete, da EUs ministre torsdag d. 8 december var samlet for at beslutte EUs nye indsats mod grænseoverskridende luftforurening, der fastsætter regler for udledning af stærkt sundhedsskadelige gasser som fx ammoniak – formelt kaldet National Emission Ceilings Directive (NEC-direktivet).

Her valgte Danmark nemlig at stemme nej til en beslutning om at styrke indsatsen mod luftforurening. Blot få andre EU-lande stemte ligeledes nej til de nye regler.

Luftforurening skønnes at koste over 4000 danskere livet om året, og det vurderes at koste det danske samfund 40 milliarder om året, fortæller seniorrådgiver i Det Økologiske Råd, Kåre Press-Kristensen.

Han understreger, at regeringen har været bange for at binde sig til at nedbringe forureningen med ammoniak, der kommer fra husdyrproduktion i landbruget:

- Man har tilsyneladende valgt at fortsætte den kulsorte danske linje, hvor enhver form for aktivitet, der kan sætter krav til landbrugets forurening, bliver bandlyst. Det er pinligt og et knæk for den internationale anseelse af Danmark på miljøområdet, siger Kåre Press-Kristensen.

Del af FN-mål

Ud af de 4000 danske dødsfald om året, der skyldes luftforurening, så skønnes 3000 at være foresaget af grænseoverskridende forurening. Derfor er behov for et ambitiøst NEC direktiv, og det er nærmest ufatteligt, at Danmark alligevel valgte at stemme nej, siger han:

- Der er ikke naturvidenskabelig fornuft, men der er åbenbart bare et princip omkring, at man intet ønsker, der pålægger landbruget miljøregulering, siger Kåre Press-Kristensen.

Allerede under den tidligere V-regering startede det danske opgør med den internationale indsats mod luftforurening. Her drog den forhenværende miljøminister Eva Kjer Hansen (V) ned til EU for at forsøge at få lempelige krav til luftforurening i Danmark.

Hun måtte dog rejse hjem med et nej, for EUs regler omkring luftforurening er en del af et FN-mål i den såkaldte Göteborg-protokol i 2012, som Danmark har bundet sig til.

Skal alligevel lave klimaindsats

Ifølge Thyge Nygaard, landbrugspolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, så giver det ikke rigtig nogen mening, at regeringen har stemt imod en plan om renere luft, for at holde hånden over landbruget.

- Antallet af husdyr i den danske landbrugsproduktion kommer alligevel til at skulle nedbringes for at nå målet om at nedbringe CO2-udledningen med 40 procent i 2030, siger Thyge Nygaard.

 

Fakta: Luftforurening med ammoniak

  • Ammoniak fra husdyrproduktion omdannes til sundhedsskadelige partikler
  • Luftforureningen med ammoniak koster hvert eneste år flere danske liv end trafikulykker samt en større milliardudgift som følge af sygdom 
  • Forureningen kan reduceres via velkendte teknologier, hvor reduktionsomkostningerne ligger 5-10 gange under ammoniakforureningens skadeomkostninger
  • Med andre ord: Samfundet tjener 5-10 mio. kr. hver gang der investeres 1 mio. kr. i at reducere ammoniakforureningen
  • Danmark har i det netop vedtagne NEC-direktivt et mål om at reducere ammoniakudledning med 24 procent i 2020.
  • Det er vurderet, at det mål kan nås med de eksisterende regler for indretning af stalde næsten uden at gøre en ekstra indsats frem mod 2020

 

Kontakt

Kasper Pihl Møller
Presserådgiver

26 81 62 28
kpm@dn.dk

Kontakt

Thyge NygaardThyge Nygaard
Landbrugspolitisk medarbejder

31 19 32 55
tny@dn.dk

Nyhedsbrev

Få nyt om natur og miljø og tips til en grøn hverdag.

Hvilke nyhedsbreve vil du gerne modtage?