Grønt lederskab i verdensklasse

Nogle lande gør bare en forskel for verdens natur. Værtslandet for Cop13 om biodiversitet har taget opgaven på sige og viser grønt lederskab i verdensklasse.

1. december 2016, Ann Berit Frostholm

I mandags annoncerede Mexicos miljøminister ikke mindre end tre nye naturreservater, der alle bidrager til at udmønte det globale mål om at beskytte 17 pct. af verdens landareal og mindst 10 pct. af havarealet i 2020.

5,75 millioner hektar! Så stort er det mexicansk-caribiske marine reservat, som Mexico netop har føjet til listen over beskyttede naturområder.

Det er en betragtelig del af det mellemamerikanske rev, der strækker sig over mere end 1.000 km i det caribiske hav, der nu sikres.

Koralrevet og kystlagunerne er levested for mere end 500 forskellige fiskearter. Det har taget blot syv måneder at gennemføre forhandlinger med repræsentanter for fiskeri og turisme. Der kan vi godt lære noget i Danmark, hvor det jo har taget det meste af et 10-år at få fem nationalparker udlagt. 

Men festen stopper ikke her, for i Mexicos del af Stillehavet beskyttes 1,16 millioner hektar øhav og 57,78 millioner hektar dybhav i hele vandsøjlen ned til 800 meter.

Dermed har Mexico udlagt 22,5 pct. af sit hav- og kystareal til beskyttede områder. Det er mere end dobbelt så meget, som den globale målsætning lyder.

Mexico slår flere fluer med et smæk, for naturreservaterne har både betydning som hvile- og yngleplads for havfugle og børnehave for fiskeyngel.

Ved at forbyde fiskeri og råstofindvinding i kerneområderne, så sikres et overskud af fisk, som kommer de lokale fiskere til gode på den lange bane. De beskyttede områder forventes også at skæppe godt i pengekassen i turistbranchen, for dykker- og kystturisme er populært. 

Hos mexicanerne er der ingen tvivl at spore. Det svarer sig at bevare naturen. Derfor har Mexico også lige revideret sin nationale strategi og handlingsplan for biodiversitet, så det politiske prioriteringsredskab er på plads. 

Danmark er langt fra så artsrigt et land som Mexico. Men de naturgivne forhold med varierede havområder og et miks af våde og tørre naturområder på land, giver mulighed for at have en betydeligt rigere natur end den vi har i dag.

Man kan derfor blot håbe på, at de folkevalgte får øjnene op for naturens mangeartede værdier, og kaster sig ind i kampen om den grønne førertrøje og udlægger flere store naturområder i fremtiden. Det vil gavne både natur og samfundsøkonomi.

 

 

 

Blogs fra COP13

I de næste 14 dage vil vi bringe blogindlæg fra partier, virksomheder og organisationer, der deltager i COP13 - topmødet om biodiversitet.

Ann Berit Frostholm, der er naturpolitisk medarbejder i Danmarks Naturfredningsforening, deltager i de internationale forhandlinger om natur for fjerde gang på vegne af den danske 92-gruppen - Forum for bæredygtig udvikling.

Nyhedsbrev

Få nyt om natur og miljø og tips til en grøn hverdag.

Hvilke nyhedsbreve vil du gerne modtage?