Den lille dværgmus er den mindste af alle mus, den vejer kun omkring 6 gram. Foto: Airwolfhound/Flickr

Mus i hus - og i naturen

Musen er en sød lille lodden fætter, der for det meste bor ude i naturen, men nu hvor vejret begynder at blive lidt koldere, kan den godt finde på at snige sig indenfor i varmen.

8. november 2016

I naturen findes en lang række forskellige mus. Vi har lavet denne lille museguide, så du ved, hvem du skal sige hej til, hvis du får besøg hen over vinteren.

Musene kan finde på at gemme sig både i kælderrum, skure, i stalden og også meget gerne i køkkenet - her er der nemlig masser af dejlig mad. 

Dværgmus

Det siger næsten sig selv, at den mindste mus i Europa er dværgmusen. Den vejer højst 6 gram.

Du kan kende den på dens små runde ører, og en hale, der næsten er lige så lang som dens krop.

Rødmus

Kendes på den karakteristiske røde farve, som den har hen over ryggen.

Den er helt almindelig i Danmark.

 
Foto: Peter Trimming/Flickr

Skovmus

Er den mest almindelige mus i Danmark, og pudsigt nok lever den sjældent i skoven. Dens lidt større fætter, halsbåndsmusen, tager nemlig tit al pladsen, og så finder skovmusen andre steder at bo.

Du kan kende den på dens brune pels med en hvid eller grålig underside. Ligesom dværgmusen er halen på størrelse med dens krop.


Foto: Florian Bausch/Flickr

Halsbåndsmus

Kan kendes på sin krave af gullig pels og bliver ofte forvekslet med skovmusen. Det var faktisk først i 1834, at de to arter blev identificeret som to forskellige slags mus.


Foto: Donald Hobern/ Flickr

Hvis halsbåndsmusen beslutter sig for at komme på besøg, kan den hoppe 1 meter op i luften. Det betyder, at halsbåndsmusen med ét spring kan deltage i middagsmaden, selvom den nok hellere vil gemme sig i husets kroge.

Husmus

Er en af de mest succesfulde pattedyr i hele verden, fordi den findes næsten alle steder. Den har en grå-brun farve, små runde ører og en lang næsten nøgen hale.

Det er specielt på halen, du kan kende den, da halen er tykkere og mere skællet end hos andre mus.


Foto: Duncan Hull/Flickr

Husmusene elsker at være der, hvor mennesker befinder sig. Her kan de nemlig tit finde masser af mad.

Alle musene kan godt lide bær, nødder og frø (og menneskemad) - de fleste kan også godt i ny og næ finde på at snuppe en regnorm. 

Hvis musene kommer på besøg 

Selvom du kan være (u)heldig at få en mus på besøg, så er alle musene nataktive. Det betyder, at du ikke behøver at være bange for at møde dem til morgenmaden, da de ofte gemmer sig om dagen.

Hvis du ikke er så glad for at have dem i huset, så kan du sætte musefælder, der fanger musene levende. Pas dog på med at lægge al for lækker mad i fælderne, for så kommer musene bare tilbage dagen efter. 

Det skete for Marianne Krag Petersen, naturvejleder ved Skovsgaard på Langeland. Til P1 morgen forklarer hun, hvordan musene er vendt tilbage dag efter dag, som om hun driver et vaskeægte 'bed and breakfast' for mus. 

 

Kontakt

Thomas Neumann
Naturvejleder

30 23 37 70
neumann@dn.dk

Kontakt

Freya Kamille Nielsen
Journalist-praktikant

Tlf. 2928 7539
freya@dn.dk 

Nyhedsbrev

Få nyt om natur og miljø og tips til en grøn hverdag.

Hvilke nyhedsbreve vil du gerne modtage?