Kystnatur: Ligesom danskerne er turisterne vilde med Danmarks unikke kyststrækning. Den kærlighed vil regeringen gerne kapitalisere på ved at bygge tættere på vandkanten og i klitterne. Danmarks Naturfredningsforening kæmper imod.

Turisme: Giv turisterne, hvad turisterne vil have - natur

Langt de fleste turister i Danmark kommer på grund af naturen. Alligevel er dette helt store trækplasters vilkår ikke nævnt med et ord i regeringens nye udspil til en turismestrategi. Tværtimod ønsker regeringen at svække naturbeskyttelsen. Det er ikke en fremtidssikring af vores bedste ressourcer, men et tomt ideologisk slag, der ikke fører til udvikling men til afvikling, lyder kritikken fra Danmarks Naturfredningsforening. 

23. september 2016

I en tidligere vækstplan fra 2014 for dansk turisme fremgik det, at "omkring 70 procent af de turister, der året rundt holder ferie i Danmark, angiver naturen som et hovedmotiv for at holde ferie i Danmark." Det faktum forholder venstreregeringens nye udspil ”Den nationale strategi for dansk turisme” sig ikke med et ord til. Tværtimod foreslås en mindre beskyttelse af naturværdierne.

Turister vil naturen

- Det er et udtryk for kræmmermentalitet, at vi skal omsætte de største værdier i samfundet til kroner og øre selvom, det udhuler værdien. Vi anbefaler, at vi - ligesom tidligere generationer - lader værdierne stå urørte til de kommende generationer. I stedet kan vi genoprette og styrke naturen omkring blandt andet kysterne, så turister og borgere får en endnu bedre natur at færdes i, siger Michael Leth Jess, direktør i Danmarks Naturfredningsforening. Foreningen peger på Fiil Sø i Vestjylland som et godt eksempel. Kun 2 år efter at søen blev genskabt, er det den som gæster ved Henne Strand og Blåvand nævner som en af de vigtigste oplevelser i området.

Der skal udlægges 6000 nye sommerhuse, udpeges nye ”udviklingsområder” i den beskyttede kystnærhedszone og beskyttelsen af strandbeskyttelsen skal lempes, bebuder erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen blandt andet.

Politik mod fakta

- Det er hul i hovedet at udvande den kvalitet, der får turisterne til at søge til Danmark. Hvis de var kommet efter eksempelvis et rigt kulturliv, havde regeringen så nedlagt koncertsale eller udstykket museerne til ejerlejligheder? Nej - regeringen havde nok betonet nødvendigheden af at styrke kulturinstitutionerne. Men planlov og naturbeskyttelse er en ideologisk torn i øjet på Venstre, og det handler regeringen ud fra uagtet, at det ikke kan være til gavn for landet som helhed, siger Michael Leth Jess.

Danmarks Naturfredningsforening efterlyser i stedet, at den nye turismestrategi indeholder målsætninger om at naturgenoprette naturen omkring turiststederne, at starte en omfattende byfornyelse i særligt kystbyerne og så i øvrigt handle ud fra begrebet bæredygtighed:

Renover og genopret

- Giv naturen en håndsrækning og giv de mange forslummede landsbyer i Vandkantsdanmark en håndsrækning. De kan skræmme turisterne væk – ikke planlovens regler mod badeskure og hotelkomplekser i strandkanten, slutter Michael Leth Jess. Foreningen peger også på de allerede besluttede forsøgsprojekter, udviklingsområder og liberaliseringer som en oplagt mulighed til at mobilisere private midler til naturen. Man kunne Lad ”projekterne” bidrage med naturgenopretning, stier eller andre faciliteter til gavn for offentligheden.


 

 

Kyster og natur trækker turister til miliarder

Turisterne forbruger for i alt 94,7 mia. kr., når de er på ferie- og forretningsrejse i Danmark. Den store omsætning er med til at gøre turismen til et af Danmarks vigtigste erhverv, der skaber vækst, omsætning og arbejdspladser i hele landet. Naturen spiller en altafgørende rolle her:

Kyst-og naturturisme 45,2 mia. kr.
Storbyturisme 23,9 mia. kr.
Erhvervsturisme 25,6 mia. kr.

Kilde: VisitDenmark

Danskerne ønsker naturen beskyttet

"At bebygge de danske kyster er muligvis en vindersag for de få, men det er en tabersag for nationen. Vi vil ikke tillade, at der bliver solgt ud af vores frie natur. Lad os stå sammen og redde vores unikke kyster."

Mens regeringen presser på for at få åbnet op for endnu mere byggeri langs de danske kyster, kæmper danskerne imod. Flere end 140.000 satte således i 2016 deres underskrift under en protest mod at fjerne strandbeskyttelsen. Det lykkedes i første omgang at få afværget de værste anslag mod kystlandskaberne og naturen. Læs mere om Danmarks Naturfredningsforenings kamp for kysterne her


 

Kontakt

Tine GjerløvTine Gjerløv
Presserådgiver

22 85 22 08
tgj@dn.dk

Nyhedsbrev

Få nyt om natur og miljø og tips til en grøn hverdag.

Hvilke nyhedsbreve vil du gerne modtage?