Natura 2000. Den bedste natur i Danmark er udpeget som Natura 2000 områder, men nogle af områderne ligger på landbrugsjorder. Det Grønne Kontaktudvalg foreslår at man naturgenopretter disse områder fremfor at sløjfe dem, som regeringen foreslår.

Regeringen vil file stykker af beskyttet natur

Regeringen går nu efter at ophæve eller begrænse beskyttelsen af natur, der ”ligger i vejen” for landbrug og by-udvikling. Men at åbne op for, at man skal kunne tage bidder af den beskyttede natur er en usædvanlig dårlig en idé, vurderer Danmarks grønne organisationer, da det vil forringe tilstanden i naturen yderligere. Foreningerne beder derfor EU Kommissionen tage affære. 

15. august 2016

Danmark har noget af Europas mindste og ringeste natur. Alligevel har regeringen i sin Naturpakke fra foråret bebudet, at det fremover skal være muligt at afgrænse naturbeskyttelsen, hvis naturen befinder sig på blandt andet intensivt dyrkede landbrugsjorder. Det drejer sig om de såkaldte Natura 2000 områder, der er udpeget som noget af Danmarks bedste natur og for at beskytte særlige arter.

Mere ikke mindre beskyttet natur

- Det er alvorligt. Det, naturen har brug for, er jo det modsatte – nemlig, at der er mere af den og at den hænger bedre sammen. Derfor er det galimatias, at regeringen nu vil åbne op for at file stykker af vores beskyttede natur, siger Ella Maria Bisschop-Larsen. Hun er udover at være præsident i Danmarks Naturfredningsforening, også formand for det Grønne Kontaktudvalg, der står bag henvendelsen til EU Kommissionen. Regeringen vil ifølge Naturpakken at udføre en revision af Natura 2000 områderne og nedjustere grænserne for natur-områderne, men også eventuelt udvide de udpegede områder med mere værdifuld natur, hvor det understøtter direktivmål.

- Den tror vi ikke på. Der er jo ikke nogens steder at udvide, da det meste af arealet er fyldt op med landbrug, produktionsskov, byer og veje. Den eneste måde, vi kan få mere og bedre natur i det åbne land er netop ved at inddrage en del af landbrugsarealet, siger Ella Maria Bisschop-Larsen. Omkring 14 procent af Natura 2000 områderne ligger på landbrugsarealet.

Danmark bundskraber på Natura 2000

I henvendelsen til EU’s miljøkommissær Karmenu Vella gør det Det Grønne Kontaktudvalg opmærksom på, at den danske natur i forvejen er voldsomt presset.

Danmark er med otte procent af landarealet det land i Europa, der har udpeget færrest Natura 2000 områder. Holland eksempelvis har udpeget 13 procent, mens Polen er tæt på at have udpeget 20 procent. Siden landbruget fylder mere end 60 procent af Danmarks areal, er det efter foreningernes vurdering indlysende, at nogle af Natura 2000 områderne nødvendigvis ligger på landbrugsjorder.

- Vi anbefaler, at man frem for at slette eller begrænse Natura 2000 beskyttelsen på intensive landbrugsjorder i stedet ser på muligheden for at naturgenoprette områderne. Desuden beder vi kommissæren se på, om regeringens såkaldte tilpasning af Natura 2000 naturen er i overensstemmelse med Danmarks forpligtelser på natur området og i øvrigt sikre, at Danmark ikke kører endnu mere af sporet, når det gælder beskyttelsen af naturen. Vi ønsker mere og bedre natur – ikke endnu mindre og endnu dårligere, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Det Grønne Kontaktudvalg består af:

Biologforbundet Dansk Botanisk Forening Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Entomologisk Forening Dansk Geologisk Forening Dansk Ornitologisk Forening- BirdLife Denmark Dansk Pattedyrforening Det Økologiske Råd Dyrenes Beskyttelse Foreningen til Svampekundskabens Fremme Geografforbundet Greenpeace Danmark Jydsk Naturhistorisk Forening Natur og Ungdom Verdens Skove (Nepenthes) WWF Verdensnaturfonden. Observatører: Friluftsrådet Oceana.

 

 

EU'S Natura 2000 natur

Der er stor forskel på hvor meget natur, de enkelte lande har udlagt til beskyttet Natura 2000 natur. Danmark skraber bunden 8,32 procent.

England kommer ind på en anden sidste plads med 8,5 procent, mens lande som Holland mønstrer 13.29 procent, Polen 19.56 procent og Tyskland har udpeget 15,45 procent af deres landareal til beskyttet natur.

Det er de lande, Danmark typisk sammenligner sig med, når der tales overimplementering af EU regler.

De danske natura 2000 områder rummer i høj grad også landbrugsarealer. Derfor er det i realiteten endnu mindre af vores natur, der er udpeget som natura 2000 områder, end de 8,32 procent. Danmarks natur er et af de mest fragmenterede i EU og ca. 60 procent er intensivt landbrug. Det giver meget lidt plads til naturen, der ligger som isolerede pletter i landbrugslandet. Ammoniakfordampning fra de dyrkede marker trykker de små naturområder i bund.

Læs EU's opgørelse her

Læs mere om Natura 2000 naturen her

Naturen under voldsomt pres

Ikke kun Natura 2000 områderne er under pres. Også den såkaldte §3 natur – det vil sige naturområder beskyttet efter Naturbeskyttelseslovens §3 - ligger i vejen for landbruget, mener regeringen. I Naturpakken foreslås det derfor, at denne natur skal kunne flyttes. Læs mere her.

Den natur, der ikke er beskyttet, er ligeledes presset i bund. Grøftekanter, pletter af hede og naturenge tømmes for liv. Det viser en rapport fra Aarhus Universitet. Læs mere her

Kontakt

Ella Maria Bisschop-LarsenElla Maria Bisschop-Larsen
Præsident i DN

20 40 23 10
emb@dn.dk

Kontakt

Tine GjerløvTine Gjerløv
Presserådgiver

22 85 22 08
tgj@dn.dk

Nyhedsbrev

Få nyt om natur og miljø og tips til en grøn hverdag.

Hvilke nyhedsbreve vil du gerne modtage?