RØD GLENTE. Danmark har mindst natur i Europa.

Nu har Danmark mindst natur i EU

Skægflagermus, violetrandede ildfugle og røde glenter mangler hjem. For Danmark ligger nu helt i bund blandt EU-landene, hvad angår beskyttet natur – de såkaldte Natura 2000 områder. 

18. november 2015

En ny opgørelse fra EU viser, at Danmark nu officielt ligger på en absolut sidsteplads blandt samtlige EU medlemslande, for så vidt angår andelen af landareal udpeget som EU beskyttede naturområder.

Danmark har udpeget 8,32 procent af landarealet, som såkaldte Natura 2000 områder.

Til sammenligning topper Slovenien. Her er et fire gange større del af landarealet end Danmark med hele 37,85 procent.

Politisk vilje mangler

- Den biologiske mangfoldighed forsvinder mellem hænderne på os. Der er mange faktorer, der spiller ind, men nok den væsentligste er, at den politiske vilje til at passe på vores natur simpelthen ikke er til stede. Naturindsatser er således typisk blot et halehæng til landbrugspolitik, fiskeripolitik eller lignende. Først når naturen får sin egen helhjertet politik vil vi være i stand til at vende tabet af biodiversitet til fremgang, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Natura 2000 er betegnelsen for et netværk af beskyttede naturområder i EU. Områderne skal bevare og beskytte naturtyper og vilde dyre- og plantearter, som er sjældne, truede eller karakteristiske for EU landene, og sikre sammenhæng i naturen.

Årsagen til, at Danmark er røget i bund skyldes, at England har udpeget flere Natura 2000 områder og derved har overhalet Danmark fra bundplaceringen. Danmark er ikke blot bagerst med udpegningen af områder, der er også endog meget lang vej til at nå de fastsatte mål for områderne.

Plads og sammenhæng

- Vi håber, at regeringen blandt andet vil udforme og realisere et grønt danmarkskort, der kan være med til at give naturen mere plads og bedre sammenhænge. Vi håber også, at kommunerne, der har fået mere ansvar for naturen, også vil presse på. Vi kan ikke gøre ingenting, for med de nuværende indsatser får vi ikke stoppet tabet af biologisk mangfoldighed, men vil snarere miste endnu flere arter, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Foreningen mener, at den nye undersøgelse med al tydelig viser, at Danmark ikke - som ellers hævdet af regeringen - overimplementerer EU's direktiver.

- Vi ser tværtimod en klar nølen og forsøg på underimplementering, når det gælder de direktiver, der skal få vores natur tilbage på fode. Dem synes regeringen og Folketing at se stort på og det betyder, at vi alle sammen mister naturrigdomme, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Det er ikke kun i de EU beskyttede områder at det står slemt til. 893 danske dyrearter er ikke omfattede af EU beskyttelsen, men er opført på den danske "Rødliste" over truede arter.


 

 

EU's Natura 2000 natur

  • Der er stor forskel i. hvor meget natur, de enkelte lande har udlagt til beskyttet Natura 2000 natur. Danmark skraber bunden.
  • England kommer ind på en anden sidste plads med 8,5 procent, mens lande som Holland mønstrer 13.29 procent, Polen 19.56 procent og Tyskland har udpeget 15,45 procent af deres landareal til beskyttet natur.
  • Det er de lande, Danmark typisk sammenligner sig med, når der tales overimplementering af EU regler.
  • De danske natura 2000 områder rummer i høj grad også landbrugsarealer. Derfor er det i realiteten endnu mindre af vores natur, der er udpeget som natura 2000 områder, end de 8,32 procent. Danmarks natur er et af de mest fragmenterede i EU og ca. 60 procent er intensivt landbrug.
  • Det giver meget lidt plads til naturen, der ligger som isolerede pletter i landbrugslandet. Ammoniakfordampning fra de dyrkede marker trykker de små naturområder i bund.
  • Danmarks Naturfredningsforening har peget på, at man ved at gennemføre Natur og Landbrugskommissionens anbefalinger vil kunne give naturen et løft.

Læs EU's opgørelse her 

 

Læs DN's henvendelse til Folketinget her

 

Kontakt

Tine GjerløvTine Gjerløv
Presserådgiver

22 85 22 08
tgj@dn.dk