Pant på tyske dåser en realitet

En ny aftale mellem danske og tyske myndigheder sikrer, at danske forbrugere fremover også betaler pant på dåser, købt i Tyskland. Aftalen glæder Danmarks Naturfredningsforening, der gennem en årrække har kæmpet for et pantsystem. Hidtil er de tyske dåser nemlig i stort omfang endt i den danske natur.

20. maj 2015

- Det er en markant aftale og vi er rigtigt glade for, at det nu er lykkes at tage fat om problemet med dåserne. En dåse er en ressource, som skal genanvendes. Derfor har vi kæmpet for et pantsystem, så dåserne ikke ender i naturen, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Foreningen har i årevis kæmpet for at få indført pant på de tyske dåser. Problemet med de pantfrie dåser har nemlig hidtil været, at de ender i naturen. Det ses af, at der under foreningens årlige affaldsindsamling blev indsamlet flere end 120.000 dåser. Heraf var 97.347 uden pant.

Tysk eller dansk pant

Den nye aftale baserer sig på en gensidig aftale om pant mellem Danmark og Tyskland. Det vil sige, at den danske forbruger selv kan vælge tysk pant eller dansk pant, når der skal shoppes syd for grænsen. Nordjyden, der måske ikke ofte krydser grænsen, kan vælge dansk pant og aflevere dåserne i en dansk pantautomat, mens den trofaste handlende i Tyskland kan vælge tysk pant og få den retur i Tyskland.

- Pant er et af de mest effektive virkemidler, vi har. Jeg er sikker på, at vi nu vil se færre dåser i naturen, mens der også vil blive sparet på transport og sikret øget genanvendelse. Det er godt gået, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Samtlige danske miljøministre siden Svend Auken har lovet, at de vil gøre noget ved problemet. Det blev den nuværende miljøminister Kirsten Brosbøl, der fik aftalen i hus.

Dansk Erhverv glæder sig

Også erhvervslivet bakker helhjertet op om aftalen. Således skriver Dansk Erhverv i en pressemeddelelse: "Det er et markant gennembrud, at der nu er politisk enighed om at indgå aftale med tyskerne om opkrævning af pant på øl og sodavand i grænselandet. Det er en sag, miljøministre fra begge sider af Folketingssalen har arbejdet for gennem mere end 10 år."
 

 

Deltag i debatten

 

 

comments powered by Disqus

Børn til DN's Affaldsindsamling
DÅSER. Børn og voksne samler affald i naturen. Den nye aftale mellem Tyskland og Danmark betyder, at der i årene fremover forhåbentligt bliver færre tyske dåser at samle op. I 2015 stammede knap 100.000 af de indsamlede 120.000 dåser nemlig fra Tyskland.

Panten på dåser

Dansk Erhverv anslår, at der hentes over en milliard dåser over grænsen. Selvom der allerede er pant på dåser overalt i Tyskland, så har danskere, som køber dåseøl eller - sodavand i delstaten Slesvig-Holsten, hidtil været fritaget for at betale pant. I Danmark modtager almindelige flaskeautomater og genbrugspladser de tyske aluminiumsdåser, men mange danskere har hidtil ikke syntes, det er umagen værd at indlevere dem til genanvendelse, og så havner dåserne i tusindvis i naturen.
Det ændrer den nye aftale, der indfases over tre år, på.

Kontakt

Ella Maria Bisschop-LarsenElla Maria Bisschop-Larsen
Præsident i DN

20 40 23 10
emb@dn.dk

Kontakt

Tine GjerløvTine Gjerløv
Presserådgiver

22 85 22 08
tgj@dn.dk