132 ton affald og 120.000 dåser flød i naturen

132 ton affald og over 120.000 dåser flød i den danske natur - indtil for to uger siden, hvor omkring 110.000 mennesker landet over hjalp til ved Danmarks Naturfredningsforenings nationale affaldsindsamling.

30. april 2015 

Selvom der stadig ligger affald i den danske natur, så er der 132 ton mindre end for to uger siden, hvor 110.000 mennesker i Danmark fjernede dåser, cigaretskod og plastikposer fra skove, strande og rabatter. Blandt de registrerede 120.546 dåser er 97.347 uden pant.

Antallet af deltagere har slået rekordåret 2012 med omkring 10.000 personer.

- Det er fantastisk, at så mange børn og voksne har valgt at støtte op om Affaldsindsamlingen. Tilslutningen afspejler befolkningens bekymring for og vilje til at passe på naturen, siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening Ella Maria Bisschop-Larsen.

Leder af Affaldsindsamlingen hos Danmarks Naturfredningsforening, Ole Laursen, er begejstret for de mange hjælpende hænder, men:

- Vi modtager altid resultatet af mængden af affald med blandede følelser. Det er skræmmende, at der hvert år ligger så meget affald i naturen, men dejligt, at der bliver ryddet op. Vi håber, at tallene får folk til at tænke sig om og tage affaldet med sig hjem i stedet for at smide det i naturen, siger han.

Meget mærkeligt affald

Danmarks Naturfredningsforening har opfordret indsamlerne til at indberette deres særeste fund. Og der er tilsyneladende ingen grænser for typer af affald, vi smider fra os i naturen.

Et halvt toilet, et pyntet plastikjuletræ med fod, en dør, et høreapparat, et pengeskab, en svømmefod, en madras, et elektrisk klaver, hash og et halvt kørekort, flere hulahopringe, 20 kg engelske og tyske aviser, pornofilm, 71 kg slagteaffald og sidst, men ikke mindst, et affaldsskilt med påskriften: ”Affald må ikke smides i naturen – vi henviser til genbrugsstationen”.

Dertil kommer de mere almindelige, men ikke mindst irriterende fund: uendeligt mange poser med hundelort i og cigaretskod.

 

Deltag i debatten

 

 

comments powered by Disqus

Bøgsted rende
SKRALD. Der blev indsamlet 132 ton affald i den danske natur under Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling. I år slog antallet af deltagere rekord, da 110.000 mennesker over hele landet gav et nap med. 

Fakta

  • Affaldsindsamlingen forløb i uge 16 fra mandag den 13. april til og med søndag den 19. april.
  • 90.000 børn og unge samlede affald i ugens løb sammen med deres skoler, børnehaver og dagsinstitutioner.
  • I alt samlede 110.000 danskere affald.
  • Der blev primært renset ud for pantløse dåser, hundelorteposer med indhold og cigaretskod. 
  • Blandt de sjoveste fund var et skilt med påskriften: "Affald må ikke smides i naturen - vi henviser til genbrugsstationen". 

Kontakt

Ole Laursen
Funktionsleder for Frivillige, Børn & Unge

23 44 12 19
ola@dn.dk

Kontakt

Sanne Liv Lembrecht BuggeskovSanne Liv Lembrecht Buggeskov
Journalist

61 66 07 77
Sanne@dn.dk