Guide til at færdes i skoven

Se vores guide til, hvor og hvornår du må færdes i de danske skove. Der er forskellige regler i private og offentlige skove.

Par går tur i skoven med barnevogn
SKOVEN. I private skove må du gå og cykle på veje og stier fra kl. 6 til solnedgang. I offentlige skove må du også gå uden for stierne og færdes om natten.

Du må færdes og opholde dig i alle danske skove, hvis du kan komme frem til skoven ad veje eller stier uden at møde skilte, der forbyder adgang.

Når du skal ind i skoven, skal du bruge lovlige passager. Det vil sige, at du må ikke passere stengærder, jordvolde og andre hegn, som afgrænser skoven.

Du må gå eller cykle i skoven.

Handicappede må bruge kørestole – også eldrevne og 3-hjulede knallerter.

Ejeren af skoven må ikke forhindre offentlighedens adgang til skoven ved for eksempel at opsætte hegn omkring skoven. Men ejeren må gerne kan midlertidigt forbyde adgang på dage

  • hvor der holdes selskabsjagt.
  • i perioden 16. maj til 15. juli fra kl. 6 til kl. 7, når der er bukkejagt.
  • hvor der foregår intensiv skovdrift.

Der gælder også nogle særlige regler alt efter om skoven er offentligt eller privat ejet. Hvorvidt skoven er privat eller offentlig, kan være svært at vide. En lille huskeregel er, at der på statens arealer er placeret en rød pæl og ofte også et kort over området ved de adgangsveje, der bruges mest.

Særligt for privatejede skove

Du må færdes i de private skove fra kl. 6 om morgenen til solnedgang.

Du må kun færdes på stier og veje. For eksempel må du ikke gå ind i skovbunden for at nyde din frokost.

Svampe og bær må du kun plukke, hvis du kan nå dem fra vejen.

Bygninger i skoven skal du opholde dig mindst 150 meter fra.

Du må ride på private fællesveje, der fører gennemskoven, men ejeren af skoven har dog mulighed for at forbyde dette. Hvis det er tilfældet, vil der være sat skilte op. Du må ikke ride andre steder i de private skove.

I private skove på under 5 hektar må ejeren begrænse offentlighedens adgang. Hvis det er tilfældet, vil der være skilte, som fortæller det.

Særligt for offentlige skove

I de offentlige skove er der bedre adgangsvilkår end i private. I skove ejet af staten, amtet, kommunen, folkekirken eller offentlige stiftelser kan du nemlig færdes til fods overalt i skoven. Og du må være i skoven  hele døgnet. Du skal dog være mindst 50 meter fra beboede bygninger i skoven.

Du må

  • cykle og anvende 3-hjulede knallerter på alle skovveje og stier.
  • kælke og løbe på ski, hvor man i øvrigt må færdes og opholde sig.
  • bade i skovens vandløb og søer.
  • skøjte og færdes på is, medmindre andet fremgår af skilte.

Du må ikke opholde dig eller færdes

  • i indhegnede bevoksninger og klitter
  • i rørbevoksninger
  • på arealer med landbrugsafgrøder
  • i haver og på gårdspladser
  • med fartøjer på skovens søer og vandløb

Ridning er tilladt på asfalterede veje, stenlagte veje, på grusveje over 2,5 m og på andre veje og stier, hvor ejeren har givet tilladelse. Du må også ride i skovbunden, undtagen på dyrkede arealer, i unge bevoksninger, på gravhøje eller andre fortidsminder.

6 gode råd om at færdes i naturen

Andre guides

6 gode råd

Hvad skal du være særlig opmærksom på, når du færdes i naturen?

Se vores råd

Støt DN

Danmarks Naturfredningsforening har brug for din støtte.

For kun 1 krone om dagen kan du være med til at gøre en forskel for naturen og miljøet.

Bliv medlem