En halv million har set film om økologi

Efter mindre end en uge på de sociale medier er Danmarks Naturfredningsforenings tegnefilm om økologi blevet set en halv million gange. Stadigt flere vælger at se og dele filmen i deres netværk.

23. februar 2015 

Onsdag i sidste uge blev en ny tegnefilm om økologi sendt i galoperende omløb på de sociale medier. Det var med stor spænding, at Danmarks Naturfredningsforening trykkede på knappen og mindre end tre timer efter, at filmen var blevet tilgængelig på foreningens Facebook-side, var den delt 3.000 gange.

I dag, fem dage senere, har omkring en halv million danskere set filmen og mere end 7.000 har delt den på deres egne profiler blandt andre Coop og Kiwi, restauranterne Relæ og Rub og Stub samt ernæringsekspert Anne Seidelin og kok og foredragsholder Anne Hjernøe, der blogger om kost på bloggen AnneMad.

Filmen handler om at vælge økologiske fødevarer frem for u-økologiske. Mick Øgendahls karakteristiske stemme speed-guider os gennem fødevareproduktionens konsekvenser for bierne og blomsterne og anbefaler forbrugeren at hjælpe naturen ved at købe økologisk.

Danmarks Naturfredningsforenings formål med filmen er da også at få flere danskere til at vælge økologien, fordi økologisk landbrug tager flere hensyn til naturen og skåner miljøet for sprøjtegifte.

- Vi håber, at filmen vil få flere danskere til at se forbindelsen mellem det, de kommer i indkøbskurven, og naturens og miljøets tilstand. Økologi er et skridt på vejen til en rigere natur og et renere miljø. Derfor anbefaler vi at købe mere økologi, sagde kommunikationsdirektør i Danmarks Naturfredningsforening Vibeke Lyngse i forbindelse med lanceringen af filmen i sidste uge.
 

Deltag i debatten

 

 

comments powered by Disqus


FILMTID. Med den nye film "Mere Økologi" håber Danmarks Naturfredningsforening på at opmuntre og motivere flere forbrugere til at vælge økologi. Filmen er blevet til i et samarbejde med foreningens svenske søsterorganisation Naturskydssföreningen. I den danske udgave speaker Mick Øgendahl og Benjamin Kitter.   

Kontakt

Sanne Liv Lembrecht BuggeskovSanne Liv Lembrecht Buggeskov
Journalist

61 66 07 77
Sanne@dn.dk