Naturen vandt i Vedbæk

Det tog fire år at frede det smukke naturområde ved den gamle Forsvarskommando i Vedbæk i Nordsjælland. Den 4. december landede afgørelsen som en julegave i postkassen hos de to lokalafdelinger af DN, der foreslog fredningen. 

19. januar 2015

Mellem Vedbæk og Smidstrup ligger et smukt bølget landskab klemt inde mellem skove, veje, jernbanen, mindre byområder og åbent landbrugsland. Fredningen opstod som et ønske om at bevare det smukke og åbne landskab efter Forsvarskommandoen blev nedlagt i 2006. Herefter begyndte planer om villagrunde og byggeri langsomt at rumstere. En fredning var nødvendig.

Frivilligt arbejde bar frugt

Den 4. december kunne Marianne Villumsen fra DN Rudersdal så ånde lettet op. For det naturområde, som hun og andre frivillige i DN Rudersdal og DN Hørsholm har kæmpet for, er nu fredet for offentligheden og for eftertiden - og i særdeleshed også for at give naturen mulighed for at blive plejet:

- Afgørelsen betyder, at vi kan glæde os over, at landskabet fortsat skal optræde åbent, og at de biologiske værdier skal sikres og forbedres. Og så skaber fredningen også grundlag for naturpleje, så vi kan genskabe det oprindelige overdrev, som er en naturtype i stærk tilbagegang i Danmark.

Naturpleje er i fokus

Marianne Villumsen bor tæt på Vedbæk-Smidstrup-fredningen og har fulgt sagen i fire år siden den blev rejst. Hun er medlem af DN Rudersdal og formand for foreningen Maglemosens Naturpleje i Maglemosen, der støder op til Vedbæk-Smidstrup-fredningen. Her kan Marianne Villumsen sammen med andre frivillige bidrage til udviklingen af naturen i den nye fredning:

- Ved blandt andet at sætte får til at afgræsse overdrevet, som man gjorde med kvæg og husdyr før i tiden, kan de høje vækster holdes nede. Så kan de vilde og blomstrende urter få lys og luft til at folde sig ud, og det dyreliv, der er knyttet til den sarte overdrevsvegetation, kan vende tilbage.

En moderne og åben fredning

Fredningen vil åbne naturen for offentligheden, så man kan færdes på alle stier. Plus en helt ny sti der vil skabe forbindelse mellem Folehaven og stien langs det levende hegn til Kystbanestien. På den måde vil en forbindelse mellem skoven og det åbne landskab give mulighed for gåture igennem landskabet.

Deltag i debatten

 

 

comments powered by Disqus

Fredning
FREDNINGOm fem år overtager kommunen driften af det fredede areal, som her er en monokultur af gul raps. Kommunen har en plejeplan klar for området, så overdrevsvegetationen igen kan indfinde sig i det fine bakkede landskab.