Kampen om et vandhul

Hvad betyder et enkelt vandhul dog? Meget er svaret fra Natur og Miljøklagenævnet, der har givet Danmarks Naturfredningsforening ret i, at beskyttet natur ikke bare kan fjernes. Sagen viser, at det i Danmark er meget svært at sikre den beskyttede natur, hvis ikke grønne organisationer som DN passer på.

1. december 2014

Et beskyttet vandhul på Lolland lå i vejen for en landmand og derfor besluttede Lolland Kommune at dispensere fra naturbeskyttelsesloven og give tilladelse til at fjerne vandhullet. Det syntes den Danmarks Naturfredningsforening ikke var godt for naturen, og det er Natur og Miljøklagenævnet enig i.

Hjemsted for padder

- Det var et enigt nævn, der afviste kommunens dispensation. Vi er glade for, at der trods alt kan lykkes at beskytte naturen, når lokale erhvervsinteresser sættes over hensynet til naturen. I dette tilfælde var det et vandhul med en klar beskyttelse efter §3 i Naturbeskyttelsesloven, man ville inddrage, siger Jan Pedersen, biolog i Danmarks Naturfredningsforening.

Lolland Kommune vil forskønne kommunen og derfor skulle et nedbrændt hus rives ned. På matriklen ligger et vandhul, men skulle hus og grund sælges, ønskede den nye ejer – en landmand, at nedlægge vandhullet og bruge arealet til landbrug. Selvom vandhullet er meget gammelt og fremgår på det tidligste kort over egnen fra 1880’erne, sagde kommunen ja til ønsket fra landmanden.

Det er sket, selvom kommunen selv i forbindelse med sin afgørelse om, at vandhullet er § 3-beskyttet, har vurderet, at vandhullet har en karakteristisk beplantning og er potentielt levested for beskyttede padder, hvis levevis ikke må forringes. Kommunen angav i stedet, at der andre steder på Lolland på sigt vil blive etableret ny natur i forbindelse med Femern Bro projektet.

Dispensation givet af miljøkender

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at kommunen ikke selv ønsker at bevare naturen i lokalområdet, men blot henviser til, at man andre steder på sigt vil udlægge nye naturområder. Men man kan altså ikke bare flytte rundt på naturen. Sagen viser, hvor svært det er, at beskytte naturen i Europas mest opdyrkede land, siger Jan Pedersen.

Den nu underkendte dispensation er underskrevet af en af landets mest erfarne politikere, når det gælder miljøregler. Viceborgmester Henrik Høegh er nemlig samtidig medlem af Folketingets miljøudvalg og tidligere fødevareminister og er netop udnævnt til fremover selv at sidde i Natur og Miljøklagenævnet..

 

Deltag i debatten

 

 

comments powered by Disqus

Vandhul
NATUR. Vandhuller udgør en stor og meget vigtig del af naturen i det drænede landbrugsland. De er levesteder for mange arter af planter og dyr og padder og andre smådyr.

Natur & Miljøklagenævnet skriver blandt andet

Nævnet finder ikke, at der kan gives dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, til nedlæggelse af vandhullet i denne sag.

Nævnet finder ikke, at det forhold, at kommunen ønsker at foretage nedrivninger og forskønnelse af kommunen er et sådan særligt forhold, der kan begrunde, at der meddeles dispensation til en nedlæggelse af vandhullet.

Nævnet lægger vægt på, at baggrunden for nedlæggelse af vandhullet er, at det ligger uhensigtsmæssigt ift. en fremtidig landbrugsmæssig drift.

Endelig finder nævnet ikke, at en henvisning til, at der et andet sted i kommunen - i forbindelse med Femern Bælt projektet - vil blive etableret anden natur, er et forhold, der kan føre til en dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3.

Læs hele afgørelsen (pdf)

Kontakt

Jan Pedersen
Naturmedarbejder

31 19 32 39
jap@dn.dk

Kontakt

Tine GjerløvTine Gjerløv
Presserådgiver

22 85 22 08
tgj@dn.dk