Naturen lokker frivillige til

Den lange og lune sommer i år lokkede mange frivillige ud i naturen til at tjekke fredninger og til at pleje naturen med le og grensaks. Mere end 850 danskere gav nogle frivillige timer til naturen sammen med Danmarks Naturfredningsforening - og fik mere end gode naturoplevelser igen.

17. september 2014

Over hele landet har knap 70 naturplejearrangementer i sommerhalvåret tiltrukket flere end 700 frivillige til naturplejedage i engen med le og hø-rive eller på heden, hvor mange små selvsåede træer blev trukket op. Og 150 frivillige har vandret igennem 45 af landets fredninger på kryds og på tværs for at tjekke naturområdernes tilstand ud. Det gør de, fordi de har lyst til at gøre den berømte forskel. En forskel for naturen, der er hårdt trængt, hvis leen ikke bliver svunget eller nåletræerne trukket op.

- Vi er hvert år meget glade for og overvældede over den interesse, der er for naturen og for at gøre en aktiv forskel. Jeg tror, det netop er muligheden i at skabe forandring og forbedring i naturen, der trækker frivillige danskere ud i naturen, siger projektleder for naturpleje i DN, Nick Leyssac.

Frivillige tiltrækker frivillige

Frivillighed er et voksende begreb, og vi kan se en tendens til, at man gerne vil give lidt af sin tid til et godt formål, men ikke til hvad som helst, siger Nick Leyssac. Og han fremhæver, at naturen og særligt den lokale natur har en stærk banefordel:

- Vi kan alle sammen godt lide at yde en tjeneste – særligt når modtageren er kendt og er værdigt trængende. Og når det samtidig er en dejlig naturoplevelse med andre glade og engagerede mennesker og man kan tage ungerne med, så bliver det en wind-wind situation. Det skaber energi at give, når resultatet er så tydeligt og positivt – og når man gør det sammen, siger Nick Leyssac.

Nick Leyssac fokuserer på fællesskabet - den frivillige sociale kraft - der som en lim får mange naturplejearrangementer til at hænge sammen. Uden sammenholdet og samhørigheden omkring enten naturplejen, redskaberne, dyrelivet eller botanikken ville det ikke lykkes at samle knap tusinde mennesker i deres fritid.

Flere fik ny viden om naturen

Danmarks Naturfredningsforenings projekt Fredningstjek, hvor naturtilstanden skal undersøges, trak overvældende mange nye frivillige ud på køreture - nogle endda langt væk hjemmefra. Elisabeth Weldingh var en af dem, der meldte sig til at se på en fredning et stykke væk fra de kendte cirkler:

- Jeg kendte faktisk ikke til fredninger, og hvad en fredning er og kan, før jeg meldte mig til at tjekke en fredning. Jeg var bare nysgerrig, og jeg tænkte slet ikke på at være natur-kvalitetsbevidst, som fx at et tilvokset pilekrat er godt for fugle, der kan gemme sig, men er skidt for al anden vegetation, der bliver kvalt. I dag nyder jeg mine gåture på en anden måde med ”mine nye briller på”, der giver mig en rigere naturoplevelse, siger Elisabeth Weldingh.

Vil du være med?

Danmarks Naturfredningsforenings lokale afdelinger i hver kommune landet over holder naturplejearrangementer som en fast del af det lokale arbejde med naturen. Det er alt fra bekæmpelse af bjørneklo og rydninger af arealer til naturpleje for at give plads til orkideer og sarte vegetationer eller for at skabe lysåbne naturområder.

Er du interesseret i at vide mere, kan du klikke ind på din lokale DN-afdeling og se, om der ligger et planlagt naturplejearrangement i kalenderen, som du kan være med til. De fleste ligger dog fra marts til oktober, men du kan være med allerede i det tidlige forår.

Læs mere og se billedreportage om frivillige og naturpleje

 

Deltag i debatten

 

 

comments powered by Disqus

Frivillig naturpleje
NATURPLEJE. Danmarks Naturfredningsforening samler hvert år mange frivillige, der giver naturen en hånd til at blive mere artsrig med vilde blomsterenge i stedet for græsarealer. 

Kontakt

Nick LeyssacNick Leyssac
Organisation og frivillige

31 19 32 50
nl@dn.dk