DN’s præsident besøger Værnengene

Kampen for at få beskyttet Værnengene fortsætter. Præsident i Danmarks Naturfredningsforening Ella Maria Bisschop-Larsen, har netop besøgt engene og ønsker at få en varig aftale for den værdifulde natur i Vestjylland.

28. maj 2014

Der skal ske ændringer i måden Værnengene i Vestjylland beskyttes på. Det var budskabet fra Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, da hun i starten af ugen besøgte det store fuglereservat på den jyske vestkyst.

Både pressen og repræsentanter fra landbruget mødte op, da Ella Maria Bisschop-Larsen ved selvsyn fik set den senere tids opdyrkning af dele af engene. Det er uantageligt, mener DN, der efter gentagne men nyttesløse henvendelser til Ringkøbing Skjern Kommune i flere omgange har fået Natur og Miljøklagenævnet til at vurdere opdyrkningen. Hver gang har nævnet bedt kommunen omgøre sine tilladelser til landmændene.

Beskyttelse på papiret er ikke nok

Det burde ikke være nødvendigt, mener DN. Værnengene nyder nemlig på papiret alle mulige former for beskyttelse. Området er fredet, nyder international beskyttelse og er desuden et Natura 2000 område, som kommunen er forpligtet til at pleje for at sikre levestederne for de sjældne fuglearter.

Dansk Ornitologisk Forening og Danmarks Naturfredningsforening anslår, at størrelsen af den danske ynglebestand for blandt andet brushane, stor kobbersneppe og engryle i dag er helt afhængig af Tipperhalvøen, der består af Tipperne og Værnengene.

DN’s præsident gjorde det klart for pressen, at kommunen skal løfte sit myndighedsansvar og at DN vil følge sagen helt til dørs. Foreningen ønsker Miljøministeriet på banen for at sikre, at de internationalt vigtige Natura 2000 områder forvaltes ens i hele landet og for at få strammet op på håndhævelsen af naturbeskyttelseslovene.

Læs mere om Værnengene

Trodsige landmænd pløjer beskyttede enge

Oppløjning af enestående natur fortsætter trods dom

 

Deltag i debatten

 

 

comments powered by Disqus

DN's præsident bliver interviewet ved Værnengene
PRESSE. DN’s præsident talte med de inviterede pressefolk om, hvorfor Værnengene er vigtige og om, at naturbeskyttelseslovene også skal gælde her. Det er DN’s mål at få Ringkøbing Skjern Kommune til at løfte sit myndighedsansvar og sikre Værnengene varig beskyttelse.

Støt vores arbejde for Værnengene og Danmarks natur
SMS natur50 til 1999 – du giver 50 kr. + alm. SMS-takst