Træpolitikken

Danmarks Naturfredningsforening (DN) i København stiller forslag om, at København skal have sin helt egen ”træpolitik”. 

Foreningen mener, en træpolitik i København er nødvendig, eftersom de har erfaret, at massivt mange træer bliver fældet rundt om i byen i forbindelse med store og små byggeprojekter. 

”En ambitiøs træpolitik mangler i København", siger Rune Kjærgaard Lange, formand for DN København. ”De sidste år har vist, at de store træer ikke er beskyttet godt nok. De er blevet fældet massivt i København, uden at det har haft nogle konsekvenser andet end, at byen er blevet fattigere.” 

DN København var torsdag den 6. marts til møde i Kommunens Grønne Råd, hvor de er repræsenteret. Det er Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabell, der er formand for Det Grønne Råd, og her prøvede DN at overbevise borgmesteren, at det er en god idé med en træpolitik i København. 

Morten Kabell skulle efterfølgende overbevise ikke blot sit eget parti men også mange andre i Københavns Kommune om, at dette er en god idé. Flere politikere fra forskellige partier i København råbte under kommunalvalgkampen sidste efterår netop højt om, at de gerne ville have en træpolitik. På mødet 6. marts blev de så af DN København taget på ordet.

Både Frederiksberg og Malmø, to af Københavns nærmeste naboer, har ambitiøse træpolitikker, der sikrer bevarelsen af de store gamle træer. Det er politikker som disse, DN København skeler misundeligt til, når de snakker om, at københavnske politikere også bør få øjnene op for, hvor vigtige træerne i byen er. 

I Frederiksberg er det eksempelvis et krav, at alle træer over 25 år ikke må fældes uden kommunalbestyrelsens godkendelse. Dette gælder også, selvom træet står i en privat have. 

”For os er det vigtigt, at en træpolitik ikke kun kommer til at gælde for de træer, der står på de arealer, som Københavns Kommunes forvalter", siger Rune Kjærgaard Lange. ”Den skal gælde alle gamle træer, som vokser i Københavns Kommune.

”Vi vil også have, at dette skal foranledige en kortlægning af alle gamle træer i København. Sådan så vi altid kan følge med i, hvor eller hvor mange træer der forsvinder rundt om i byen.” 

DN København har mange forslag til, hvad en træpolitik skal indeholde. De mener blandt andet, at træpolitikken skal integreres i Kommunalplanen og stille krav om, at store gamle træer skal indgå i nyt byggeri eller byudvikling fremfor at fældes. At entreprenører, der fælder store træer ulovligt, skal kunne straffes med bøde. Og at træpolitikken skal indeholde regler, der stopper saltning på veje og fortorve om vinteren. 

 

11. maj 2014

 

 

Vi ønsker en træpolitik som:

  1.  Bevarer store gamle træer i kommunen og alle dem over 25 år 
  2.  Sanktionerer i form af bøder til entreprenører, der fælder store gamle træer ulovligt
  3.  Integrerer træer med byudvikling og byggeprojekter
  4.  Begrænser eller stopper saltning af veje og fortove
  5.  Kortlægger alle træer i kommunen for at skabe overblik over faldne træer
  6.  Har en ambition om samlet tilvækst i ved og løv på 5 % årligt i kommunen
  7.  Beskriver klimamæssige fordele ved store træer, f.eks. nedkøling af byen
  8.  Er integreret i kommunalplanen
  9.  Er gældende for hele kommune, ikke kun arealer forvaltet af Teknik- og Miljøforvaltningen