Enestående natur slipper for ploven

De enestående Værnengene i Vestjylland er nu sikret mod opdyrkning. Natur og Miljøklagenævnet har underkendt Ringkøbing Skjern Kommunes tilladelse til at dyrke engene, der er et af Danmarks ypperste naturområder. Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening står bag kampen for at sikre Værnengene.

16. april 2014

Det har været en lang og vedholdende kamp for naturen, men det er nu endelig lykkedes Danmarks Naturfredningsforening (DN) og Dansk Ornitologisk Forening (DOF) at forhindre en oppløjning af et af Danmarks mest værdifulde naturområder. De unikke enge er både fredet såvel som beskyttet natur, men alligevel mente Ringkøbing Skjern Kommune, at en lokal landmand kunne få opdyrke dele af engene:

- Det er en god dag for naturen og kun ved fælles hjælp, er det er lykkes os at beskytte engene. Værnengene er jo helt enestående og det er kritisabelt, at en kommune så udtalt vælger at se bort fra deres krystalklare forpligtelse til at beskytte den unikke natur, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Klagenævn: Stop ploven

Værnengene er en af de vigtigste lokaliteter for engfugle i Danmark. Ikke desto mindre har Ringkøbing-Skjern Kommune flere gange givet tilladelse til, at engen kunne opdyrkes.

Hver gang har en snarrådig indsats fra lokale medlemmer af DN og DOF forhindret ploven i at ødelægge naturperlen. Nu har Natur og Miljøklagenævnet endeligt afsagt en kendelse: Landmanden skal holde ploven væk fra Værnengene, fordi området er et Natura 2000 område og beskyttet af §3 i Naturbeskyttelsesloven.

Pløjes engene op og sås til med kulturgræs, forsvinder arealernes værdi for fugle og natur. Det ødelægger ynglemulighederne for engryle og brushane i en lang årrække og forringer ynglemulighederne kraftigt for stor kobbersneppe. Alligevel er flere af de unikke engarealer de seneste to tre år pløjet op med kommunens velsignelse.

Naturarv

- Det er sindbilledet på, hvorfor naturen i Europas mest intensivt dyrkede land, er på et aldrig før set lavpunkt. Og når en kommune enten undlader at håndhæve lovgivningen eller endda er aktiv medspiller med tilladelser til opdyrkning, så er der kun os frivillige organisationer til at kæmpe naturens sag. I dette tilfælde vandt vi og dermed bevarede vi et vidunderligt og vigtigt naturområde, der er en del af hele Danmarks naturarv, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Det er ikke første gang, Natur og Miljøklagenævnet må underkende Ringkøbing-Skjern Kommune. Kommunen gav i 2013 en landmand tilladelse til at slå hø, mens engfuglene yngler. Fugle som engryle og brushøne ville i givet fald være prisgivet.

DN og DOF reagerede prompte og sendte en klage af sted. Natur og Miljøklagenævnet kom næsten lige så prompte med en utvetydig afgørelse: Kommunen har hverken skelet til Natura 2000 plan, udpegningsgrundlag eller begrundet sin afgørelse som Forvaltningsloven ellers tilsiger, lød det dengang.

Læs også nyhed om den første afgørelse fra Natur og Miljøklagenævnet:
Opdyrkning af fredet fuglereservat bremset

 

Deltag i debatten

 

 

comments powered by Disqus

Værnengene
NATUR. Værnengene er hjemsted for blandt andre brushane, engryle og stor kobbersneppe. Området er fredet, nyder international beskyttelse og er desuden et Natura2000 område, som kommunen er forpligtet til at pleje for at sikre levestederne for de sjældne fuglearter.

Rod i beskyttelsen af Værnengene

Værnengene, der er privatejet, blev første gang fredet i 1977, men i 2003 blev fredningen revideret. Som et led i den ny fredning blev Værnengene af hensyn til landbruget taget ud af Naturbeskyttelseslovens paragraf 3, der normalt beskytter ferske enge som levesteder for blandt andet engfugle.

I stedet blev der lavet frivillige såkaldte MVJ-aftaler (miljøvenlig jordbrug) med landmændene, der ifølge disse aftaler skulle drive områderne miljøvenligt med tanke på engens ynglefugle. Men nu er disse aftaler udløbet, og så pløjer og gøder flere og flere landmænd engarealerne, som ellers har fået lov at udvikle sig til natur i årtier. Derpå bliver der sået kulturgræsser, der er ensbetydende med monokultur og ensidighed.

Kontakt

Ella Maria Bisschop-LarsenElla Maria Bisschop-Larsen
Præsident i DN

20 40 23 10
emb@dn.dk

Kontakt

Tine GjerløvTine Gjerløv
Presserådgiver

22 85 22 08
tgj@dn.dk