Kunstgræsbaner

Danmarks Naturfredningsforening i København er ikke imod sportsanlæg, som blandt andet Kunstgræsbaner er.
Vi anerkender de store behov, der er for at udøve sport, deriblandt at spille fodbold i byen.
Det er netop den anerkendelse, der førte til, at vi brugte det som et af vores argumenter for at rejse fredningssag for Kløvermarken i 2010.

Fejlplacerede Kunstgræsbaner

Vi er alligevel meget bekymrede i disse dage. For pt. er der stillet forslag om kunstgræsbaner i grønne Københavnske områder, som er udlagt til anden brug end til placering af store sportsanlæg.

Vi mener, kunstgræsbaner er fejlplacerede i de fredede Københavnske parker og naturområder. Og vi vil selvfølgelig blande os i debatten, da vi ikke mener, at de grønne områder skal laves om til sportsanlæg. Sportsanlæg skal ligges andre steder i byen end i den bynære natur.

I skrivende stund er der forslag om at lave nye 11-mands kunstgræsbaner ved Utterslev Mose, på Amager Fælled og i Husumparken. Disse placeringer finder vi ikke hensigtsmæssige, og vi mener, de strider imod formålet med fredningerne for områderne.
Ud over det har Kultur- og Fritidsforvaltningen en hel række ønsker til kunstgræsbaner i andre fredede områder, hvoraf der er en del, vi heller ikke finder hensigtsmæssige. Ønskerne kan man læse om på Kommunens hjemmeside her: https://subsite.kk.dk/PolitikOgIndflydelse/Moedemateriale/Kultur-OgFritidsudvalget/27-06-2013/25c2949e-fee6-4661-8508-0bf8d2cda1a2/8de4a2fe-cc7c-4036-ac34-a48c4c1fd80a.aspx

De kommende forslag til kunstgræsbaner i de københavnske parker de kommende år vil alle være forskellige. Det er selvfølgeligt, fordi parkerne i sig selv er forskellige. Vi vil fra DN Københavns side kigge alle sager igennem og komme med vores vurdering om kunstgræsbaner i forhold til lige netop det berørte område. Dog vil vi her ridse kort op, hvilke problemstillinger vi forestiller os går igen, når man vælger at lave et stort sportsanlæg i et fredet naturområde.

Parkernes formål

I langt de fleste fredede parkers formålsparagraf står der, at Københavns kommune er forpligtiget til at opretholde områderne som grønne rekreative områder og opretholde dem som parkområder.

I DN København mener vi ikke, at en kunstgræsbane er at betragte som en park eller et grønt rekreativt område. En kunstgræsbane er et teknisk sportsanlæg på højde med en tennisbane eller en svømmehal.
Vi mener til gengæld, at de grønne græsplæner, man spiller fodbold på i København, er at betragte som grønne rekreative parker/områder. 

Offentlighedens adgang

I langt de fleste fredninger for de Københavnske parker må man ikke begrænse offentlighedens adgang til områderne. Det mener vi, man gør, hvis man anlægger en kunstgræsbane. Det ensretter nemlig et stort areal af de fredede områder – sådan at man KUN kan bruge området til fodbold.

En græsfodboldbane kan bruges til mange andre formål også – pga. at det er en rigtig græsplæne.
Endvidere er der et stort hegn rundt om mange kunstgræsbaner, som ikke indbyder andre en fodboldspillerne til at gå derind. Hegnet kan oftest aflåses, hvilket ikke harmonerer med et offentligt areals udnyttelse.
Så selvom man besluttede, at alle må færdes på kunstgræsbanen, mener vi ikke, det ville ske i praksis, da banen ikke indbyder til det. Endvidere er en kunstgræsbane så dyr at administrere og vedligeholde, at fodboldspillerne næppe er interesserede i, at andre typer brugere kommer ind på banen.

Vedligehold

For at vedligeholde en kunstgræsbane kører man af og til betydelige mængder plastic ud på banen. Vi finder ikke en forurening af denne karakter forenelig med de fredede parkers formål.

Endvidere salter man kunstgræsbaner for at forlænge fodboldspillernes spilletid om vinteren. Vi er imod saltning i de Københavnske parker.

Belysning

Oftest harmonerer de store høje master, der skal kunne lyse en kunstgræsbane op om vinteren, ikke med de retningslinjer der ligger for lys i parkerne.

Kommunes klimaplan

I Københavns Kommunes klimaplan er det beskrevet, hvordan parkerne kan være med til at modvirke store skader ved skybrud og høje vandstande, når det regner meget. Vandet kan nemlig trænge ned gennem jorden og på den måde forsvinde af sig selv. Så undgår man, at vandet ryger i kloakken.

Nu er der dog forslag om, at man ved visse kunstgræsbaner lader vandet trænge igennem kunstgræsbanen og ned i et dræn der fører vandet i kloakken.

Det er dermed imod København Kommunes egen klimaplan, hvor man arbejder for at separere regnvand fra de københavnske kloakker. Paradoksalt nok ved at bruge parkerne som værn for at regnvandet ryger i kloakken.

Følg med i DN Københavns holdning

Ovenstående er af generel karakter.
Her på siden ligger vi løbende vores høringssvar og eventuelle pressemeddelelser eller debat indlæg ud, som omhandler de specifikke steder, hvor vi mener, der er problemer med at placere kunstgræsbaner.  

Læs mere

► Her vil vi løbende bringe høringssvar og pressemedelser, eftehånden som sagen med kunstgræsbanerne udvikler sig.

Følg med her på siden.

►Læs høringssvar angående kunstgræs i Husumparken, 30. august 2013