Sommerfugle er i dramatisk tilbagegang

Antallet af europæiske sommerfugle i det åbne land rasler ned. Det Europæiske Miljøagentur, EEA, advarer om, at de dystre tal formentlig også gælder for den øvrige biologiske mangfoldighed i Europa. Danmarks Naturfredningsforening bekræfter samme udviklingen i Danmark og opfordrer til, at regeringen udnytter, at der netop nu er en unik mulighed for at kickstarte indsatser, der kan vende den aldrig før sete nedgang i naturen.

31. juli 2013

En ny undersøgelse fra Det Europæiske Miljøagentur, EEA, viser, at 8 europæiske bestande af sommerfuglearter næsten er halveret i årene 1990 til 2011. I Europas hårdest dyrkede land, Danmark, er hele 43 af 77 danske dagsommerfugle-arter (56 procent) nu på den danske rødliste over uddøde eller mere eller mindre truede arter.

Sommerfuglenes tilstand anses for en indikator for, hvordan naturen i øvrigt har det. I Danmark er generelt hver fjerde undersøgte art på Rødlisten.

Dramatisk udvikling

- Der er tale om en dramatisk udvikling og tilbagegangen er et udtryk for, at naturen forsvinder mellem fingrene på os – så løsningen er i princippet enkel: vi skal have naturen tilbage. Det har regeringen netop nu en unik mulighed for faktisk at reagere på, da deres egen Natur og Landbrugskommission netop har peget på konkrete virkemidler. Og det er vigtigt, at der reageres nu, da indsatser erfaringsmæssigt ellers sander til, fastslår Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, der blandt andet foreslår:

  • Fra i morgen kan regeringen sikre den bestående - på papiret - beskyttede smånatur (§3 naturen) permanent og stille krav om, at der ikke må sprøjtes og gødes i områderne og stille krav om nødvendig pleje. Kortmaterialet over §3 naturen foreligger om få uger i en dugfrisk rapport fra Miljøministeriet.
  • Fra i morgen kan regeringen starte oprettelsen af en dansk naturfond, der umiddelbart kan gå i gang med at opkøbe arealer fra landbruget og få etableret mere natur. Den samme opfordring kommer fra regeringens egen Natur og Landbrugskommission, mens en privat fond allerede har givet tilsagn om et krone til krone bidrag. Stiller regeringen for eksempel med 300 mio.kr, vil Velux fondene gøre det samme.

Investér i naturen

DN afventer dermed ikke den varslede Naturplan Danmark, men opfordrer til allerede nu at sætte i gang.

- Antallet af sommerfuglene er ligesom fugle en væsentlig indikation på, hvordan den øvrige biodiversitet har det, så vi bør være stærkt foruroliget. Og her er det ikke nok at sige, at det jo ser ligeså skidt ud andre steder. Her gælder det om, at vi gør en indsats her og nu. Regeringen skal se indsatsen som en investering - ikke en udgift, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Se undersøgelse fra Det Europæiske Miljøagentur

Fakta

Den danske rødliste
Den danske rødliste Den danske Rødliste er fortegnelsen over de danske plante- og dyrearter, der er blevet rødlistevurderet efter retningslinjer udarbejdet af den internationale naturbeskyttelsesorganisation (IUCN). At rødlistevurdere vil sige at foretage en vurdering af plante- og dyrearternes risiko for at uddø. For at skabe overblik og mulighed for sammenligning er alle arter, der er taget stilling til, medtaget på Den danske Rødliste. Herved opnås et samlet overblik over antal af og status for arter registreret i Danmark i de behandlede grupper. Kilde: Den danske rødliste / Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC). - Danmarks Miljøundersøgelser

► Se rødlisten

Hård dyrkning
Mere end 90 procent af de danske marker bliver pløjet hvert eller hvert andet år, hvilket betyder, at 56 procent af Danmark pløjes. Det er en dobbelt så høj andel som i Nederlandene, 75 procent mere end i Tyskland, og næsten 10 gange mere end i Sverige. Og med industrialiseringen i Østeuropa må vi forvente samme triste udvikling. Konsekvensen er store naturtab.

Læs mere om biodiversitet

Kejserkåbe
Truet natur. Kejserkåben er en af de sommerfugle, der er truet i Danmark.

Kontakt

Ella Maria Bisschop-LarsenElla Maria Bisschop-Larsen
Præsident i DN

 20 40 23 10
emb@dn.dk


 

Tine Gjerløv

Tine Gjerløv
Presserådgiver

22 85 22 08
tgj@dn.dk