Sct. Jørgens Sø, Peblinge Sø og Sortedams Sø

De indre søer i København er måske det fredede område, københavnerne forbinder mest med spadsereture, afslapning og naturoplevelser midt inde i byen. Med sine muligheder for at fodre svaner og ænder for børn og voksne, samt pragtfulde åbne vidder, der giver luft og overblik, må Sct. Jørgens Sø, Peblinge Sø og Sortedams Sø betragtes som en yderst værdifuld lokalitet. Det være sig både som rekreativt område for borgerne men også som et vigtigt åndehul for byens dyre- og planteliv.

Området blev fredet i maj 1966 men havde allerede mange generationer forinden fået en plads i befolkningens hjerter. Stedet rummer spændende historier, der går helt tilbage til middelalderen og Københavns grundlægger Absalon, og indtil for ganske nyligt har fungeret som byens drikkevands-forsyning. Hvis du vil læse mere om de indre søer i København - deres biologi, historie og status som fredet lokalitet, så klik videre nedenfor.

Søernes udstrækning 

De Indre Søer udgøres af Skt. Jørgens Sø, Peblinge Sø og Sortedam Sø, som tilsammen danner fem enkelte og afgrænsede søbassiner. De strækker sig fra nord til syd som en næsten tre kilometer lang bue med forbindelse til nogle af byens ældste og tætteste bebyggede kvarterer. Vandet i søerne stammer primært fra Utterslev Mose og Emdrup Sø. Derfra strømmer vandet til Peblinge Sø via de rørlagte åer Lygteåen og Ladegårdsåen. Der kan ligeledes tilføres vand fra Damhussøen via Grøndals Å og Ladegårds Å. Denne tilledning er imidlertid ringe og meget sporadisk.

Bortset fra Sankt Jørgens Sø er vandet altså ikke stillestående men løber for størstedelens vedkommende gennem Peblinge Sø, Sortedams Sø og Østre Anlæg videre til Kastelgraven. Derfra løber vandet ud i Øresund. Vandet i søerne udskiftes på denne måde i løbet af 2-3 måneder. Vandudskiftningen i den meget dybere Sankt Jørgen Sø, der kun har forbindelse med Peblinge Sø ved et enkelt 61 cm bredt rør, tager derimod op til 2-3 år.

Søernes historie 

Drikkevand med haletudser i
Søernes oprindelse fortaber sig i fortidens mange vandreguleringer og dæmningsbyggerier udført med henblik på at lede vand ind til byens hjerte. Så vidt man ved, har der ikke i Middelalderen været naturlige søer i Københavns umiddelbare nærhed. Den naturlige istidslavning, som i vore dage er opfyldt af De Indre Søer, lå som en lang å-dal i en stor bue uden om byens volde fra øst til syd. Denne engstrækning blev rimeligvis afvandet af småvandløb, der strømmede ud i Øresund. Søerne opstod først ,da Absalon fik brug for dem i forbindelse med vandkraft og voldgrave til borgbyggeri i 1160. Man opdæmmede vandet udenfor byen og skabte dermed Peblinge Sø. Hele området kunne således nemt oversvømmes, hvis fjenden stod for døren, og derved anvendes som byens første forsvarsværk.

Behovet for drikkevand blev med tiden større, hvorfor søen forblev en permanent del af København. Brugen af søerne til drikkevand ophørte først så sent som i 1959, hvor folk fik nok af haletudser og myggelarver i morgenkaffen. Men da havde Københavnerne allerede for længst taget stedet til deres hjerter som et uundværligt rekreativt område. Som sådan har de fungeret siden. Efter en gennemgribende regulering og oprensning i 1725-27, der gav søerne den regelmæssige form, de har bevaret til i dag, var de frem til 1927 omgivet af trærækker på stærkt skrånende dosseringer med små bådehuse langs bredderne, hvor familien kunne nyde frokosten og derudover sejle en tur på Sortedams Sø. I 1928-29 blev der, på stadsarkitekt Poul Holsøes forslag, anlagt promenader og stensætninger neden for dosseringerne hele vejen rundt om Peblinge Sø og Sortedams Sø.

Pleje og udvikling   

Biomanipulation i søerne
I foråret 2002 påbegyndte Københavns Kommune et nyt storstilet projekt for at genoprette et sundt miljø i de indre søer. Søerne havde længe haft det rigtigt skidt. En negativ cirkel med for store mængder næringssalte og for få rovfisk skulle brydes, så der igen kunne trænge lys ned til bunden, og en naturlig økologisk balance indfinde sig. Der var tale om et projekt til en samlet pris af 12,3 mio. kr., som udsprang af kommunens spildevandsplan fra 2000, og som de efterfølgende 5-6 år skulle realiseres af Københavns Energi. Det overordnede formål med projektet var at forbedre miljøet i søerne, så de kunne opfylde den generelle målsætning i regionsplan 2001. 

Problemet med søerne var årtiers tilførsel af næringssalte via Ladegårdsåen med det tilstrømmende vand fra Damhussøen, Utterslev Mose, Emdrup Sø og Gentofte Sø. Næringssaltene medvirkede til at store mængder alger, der hver sommer blomstrede og gjorde søerne uklare og grumsede, så vand-planterne på søbunden ikke kunne få lys nok og derfor ikke trivedes. Ved at manipulere med søens naturlige fødekæde håbede biologerne allerede på få år at kunne vende den uheldige udvikling. Det var målsætningen at folk skulle kunne bade og fiske ved søerne samt nyde et sundt og varieret dyre- og planteliv ved gåture langs det rekreative område.

 
Jagtsæson på skaller og brasen 
Vandet, der løber ud i søerne, er blevet renset for næringssalte, så algerne ikke ligefrem fodres. Projektet har også fået bugt med de store mængder skidtfisk i søen, der æder de mikroskopiske krebsdyr så som dafnier og vandlopper, der igen er ansvarlige for at holde de store mængder alger i skak. Der er to måder at slippe af med skidtfisk på:

1) Man kan opfiske de mange skaller og brasen for ved håndkraft at trække vod fra bred til bred.

2) Man kan udsætte rovfisk.

Kommunen udsatte i 2002 70.000 små gedder, der åd løs af små skaller og brasen. For at gedderne skulle trives blev der ligeledes på 2-3 m. vanddybde udlagt økologiske juletræer som skjulesteder. De unge gedder har brug for at kunne gemme sig for de større artsfælder og ikke mindst for hinanden. Gedden er nemlig kendt som en notirisk og glubsk kannibal. 

Vandplanter i bredzonen
Som et sidste vigtigt tiltag i at genetablere et sundt miljø i De Indre Søer eksperimenterede Kommunen med at udplante vandplanter. Før 1990'erne dækkede en bred zone af vandplanter skrænterne i Peblinge Sø og Sortedams Sø. Disse er i dag helt forsvundet på grund af de mange alger, der kvalte lyset, inden det nåede bunden. For at fremme tilvæksten af ny undervandsvegetation i bredzonen opsatte biologerne bure, der skulle beskytte den spirende frøbank i søbunden fra fugle og fisk, der græsser og napper af spirerne.

Undervandsvegetationen er uhyre vigtig for hele økologien i søerne og genskabelsen af et naturligt og alsidigt dyreliv. Dels fungerer planterne som opholdssteder for søens dyr, og dels fungerer de som gydepladser for fisk og andre grupper såsom padder og insekter. Endelig hjælper vandplanterne med til at ilte søen om sommeren samt på tilbageholdelsen af næringssalte.

Ål og flodkrebs i søerne
Af naturligt hjemmehørende arter i søerne findes der foruden skaller (Rutilus rutilus), brasen (Abramis brama), aborre (Perca fluviatilis) og gedder (Esox lucius) også enkelte ål (Anguila angulia), suder (Tinca tinca), hork (Acerina cernua) og karusser (Cerassius cerassius). Langs skrænterne lever der flod-krebs (Potamobius astacus). Skaller fra ferskvandsdammuslinger (Anadonta sp.) kan med lidt held ses i vandkanten. Alle disse arter er naturligt forekommende i det samlede ferskvandssystem, som De Indre Søer udgør en del af.

De Indre Søer har igennem tiderne budt på flere eksotiske naturoplevelser. I 1928 observerede man to marsvin, der boltrede sig midt ude i Sortedams Sø. Det ene overlevede flere måneder i det ferske søvand. Marsvinene havde naturligvis ikke fundet vej fra Øresund ind til midten af København på egen hånd. En fiskehandler havde for sjov udsat de stakkels dyr til undren og moro for Københavns befolkning.

Det er flere gange blevet forsøgt at ændre på søernes dyreliv med ikke naturligt hjemmehørende arter. Senest i 1969 hvor store mængder regnbue-ørred blev udsat. Hvad enten det var regnbueørred eller kildeørred, der blev udsat, så har man aldrig senere set noget til disse introducerede eksoter.

Udsatte sumpskildpadder klarer sig imidlertid godt. I dag findes der, ligesom i mange af de øvrige af Københavns søer, sumpskildpadder i større antal, som folk før eller siden har udsat, fordi de er blevet for besværlige at have hjemme i badekarret. Biologerne taler også om lystfiskere, der har udsat karper nede ved Østerbrogade-enden af Sortedams Sø.

Lasergeværer mod skarven på Fugleøen   
Skarven har igennem de seneste 100 år været et yndet diskussionsemne i Danmark. Hvad enten man betragter denne fascinerende fugl som en plage eller en gave for den danske natur, står det klart, at fuglen har været tæt på udryddelse herhjemme. Bestanden har været helt nede på få ynglende par. Men siden 1980 har den været fredet i hele Europa i henhold til EUs direktiv om beskyttelse af vilde fugle og deres levesteder. Danmark er på europæisk plan et vigtigt yngleområde for den europæiske bestand af mellemskarv (Phalocrocorax carbo) og har derfor et særligt ansvar for at beskytte skarven og dens levesteder. Men det er ikke nogen let eller entydig diskussion.

Fredningen af skarven har dog været vellykket. Den har i dag bredt sig til en række lande i Europa, hvor den ellers ikke har ynglet i mange år. Antallet af skarver er vokset, så der i dag er en livskraftig bestand i Vesteuropa, hvor fuglen for få årtier siden var tæt på grænsen til udryddelse. Men den øgede bestand har lokalt skabt problemer særlig for det kystnære fiskeri, hvor fuglen kommer let til føden ved at tage for sig i fiskernes garn. Også ved søerne i København har man fået problemerne tæt ind på livet. Piletræerne på Fugleøen er ved at gå ud på grund af skarvernes nitrat og ammoniakholdige ekskrementer, der kvæler bevoksningen.

I henhold til forvaltningsplanen fra 1992 for skarven i Danmark, fik Københavns Kommune i 2003 dispensation fra Skov- og Naturstyrelsen til at begrænse skaderne ved at skræmme fuglene væk med lasergeværer. Rent æstetisk er der nok ikke så mange, der vil begræde skarvens forsvinden fra fugleøen i forhold til de ødelæggelser, den forårsager. På den anden side kan det godt virke lidt paradoksalt at bekæmpe et dyr, der i høj grad er medvirkende til at holde bestanden af de skidtfisk i ave, som Kommunen selv bruger store summer på at komme til livs.

Klik her for at læse fredningsdeklarationen for Søerne.

Opdateret 31. oktober 2014

Billeder fra søerne


foto Anne-mette Wahlberg


Troldand
Foto Mads Fjeldsø Christensen



Skarv ved søerne
Foto Mads Fjeldsø Christensen